Instruktørdag

En dag med Simone

 

Instruktørdagen d. 13. april var med Simone Holdensgård som kursusleder. En meget ung og engageret instruktør med masser af praktisk erfaring, som hun delte ud af med rund hånd. 

 

Simone startede med et oplæg om lydighedstræning. Det var både underholdende og informativt, og meget blev synliggjort ved at vende tingene på hovedet, og hun pointerede gang på gang at mange problemer med lydighed stammer fra usikkerhed med det helt grundlæggende: “Vi starter helt forfra med det aller første trin - uden kommando - og prøver at lokke hunden med godbidder eller legetøj”.

Det lyder så let, men......

 

Efter denne introduktion skulle der handling til.

Vi stillede op med vores medbragte hunde og blev på skift hjulpet videre med at løse de problemer vi mødte op med (ikke hundene, men hundeførerens).

Nogle havde været så venlige at formulere de problemer der skulle tages op på forhånd og de spænde meget bredt: Holde fast på apporten, sidde på plads, afgive kommando på afstand, lineføring, rundt om kegle, stillingsskift, stå ved kegle, spring og felt.

 

Vi fik på skift 20 minutter under Simones supervision. Det var virkeligt hårdt arbejde. Selv garvede hundeførere fik sved på panden og man får en dyb forståelse for den hund, der under træningen forsøger at “undslippe kommandoerne” for at slappe lidt af og komme til at snuse lidt rundt for sig selv. 

 

Til alt held var vejret fint og de hundeførere der ikke “var på” kunne stå i solen og suge til sig af de guldkorn der blev kastet ud.

 

Foreningen havde sørget for en god frokost til alle deltagere. Det var da også tiltrængt efter formiddagens friske luft og hjernegymnastik. Og under frokosten var der mulighed for i fred og ro at fordøje formiddagens øvelser og vende erfaringerne med de andre deltagere.

 

Efter frokost var der nok et par timer med praktiske øvelser inden det afsluttende kaffebord, hvor Simone afrundede dagen med nogle praktiske bemærkninger.

Alt i alt var det en meget givende og inspirerende dag for ut, hvor vendingen “back to basic” blev brugt mange gange: Problemer med LP øvelser? Er det grundlæggende i orden? Så er der bare at starte forfra!

 

Hilsen fra en glad hundefører der fik noget med hjem (ud over sin hund)

Søren